 | |||||||
|
Historier til højtlæsning |
Opgaver |
Prøv spillet |
Hjælp mm. |
Køb computerspillet
|   | ||||||
|
SNORK PYH! SNORK PYH!
"Er I her allerede?" spørger morfar og går ind i køkkenet. Han strækker sig og gaber. Alvin, UgiUgi, Frede og Lange Anton har kørt ekstraturen på rekordtid. Nu sidder de omkring spisebordet og venter i spænding på at høre resten af historien. Morfar roder i sin køjesæk og finder nogle mangofrugter. Fra skålen på bordet tager han nogle æbler og appelsiner. Han presser alle frugterne til blandet most og serverer den for drengene. "Uhm", siger UgiUgi, da han smager blandingen. "Det kunne godt blive min yndlingsjuice". Morfar sætter sig for bordenden og hælder en lille kop kaffe op til sig selv. Så åbner han det store spænde om den gamle bog og begynder at læse: "Stjernerne blinker fra en kulsort himmel, og fuldmånens stråler løber som sølvtråde hen over de mørke bølger. Calvin gnider sine arme og ben, de er godt ømme. Han har ligget sammenkrøllet på bunden af robåden hele dagen. Han kigger på Stantons skib, der er på slæb efter hans eget. Sørøverne holder en mægtig fest på Calvins skib. Han kan høre den fjerne larm fra de blodtørstige banditter. De råber, synger og tramper i dækket, mens de danser rundt til tonerne fra en pivfalsk violin. HUWIUII! HUWIUII! Violinen lyder som hylet fra en gris, der bliver trukket i halen. Calvin gyser. "Bare der ikke sker noget med Agginagga og min besætning", tænker han. Der er god grund til at være bange, for ovre på Calvins skib er Stanton ved at lægge ondskabsfulde planer. "Hør godt efter, alle I blodtørstige sørøvere", råber Stanton. "I morgen går vi i land på Jamaica. Vi finder en præst, som vil gifte mig og Agginagga. Og bagefter holder jeg den største sørøverfest, I nogensinde har oplevet." "Juhu!", råber mændene i kor. "Med rom og snustobak i spandevis!" Stanton tysser på dem. "Stille!", råber han. "I skal nok få alt det rom og snustobak, I vil have. Og den bedste mad og underholdning I kan forestille jer." Jim Blodfinger råber frækt til Stanton: "Vi kan forestille os meget!" "HAR! HAR! HAR!" griner de blodtørstige sørøvere og kigger forventningsfulde på Stanton. "Vi skal spise lækre hajbøffer", råber Stanton. "Og underholdningen begynder allerede ved solopgang", gnækker han ondskabsfuldt. "Hvor vi selv skal fange hajerne." "Nej altså", begynder Jim Blodfinger. Han skal lige til at brokke sig, som han plejer. Men Stanton tysser på ham. "Det bliver skide sjovt, for vi bruger Kaptajn Calvins besætning som madding!" Der lyder et brøl af begejstring fra de boldtørstige sørøvere. Bedre underholdning kan de ikke forestille sig. Stanton er den mest lede kaptajn, de nogen sinde har sejlet med. "Tænk", snøfter Jim Blodfinger og er lige ved at græde af glæde. "En hel besætning, der bliver brugt som madding. Det er næsten for smukt." Tilbage i robåden tager Calvin godt fat om slæbetovet. Han begynder at trække så hårdt han kan. For at befri sin besætning og redde Agginagga skal han først hen til Stantons skib, og derfra skal han videre til sit eget. De to store skibe foran ham sejler hurtigt, og robåden er tung. Men Calvin lægger alle kræfter i. Og langsomt men sikkert kommer han frem til agterenden af Stantons skib. Calvin kigger op på de store, brede vinduer i kaptajnens kahyt. De går fra den ene side af skibet til den anden. Vinduerne er åbne, og der er tændt lys i kahytten. Calvin kan høre nogle sørøvere, der griner og råber i munden på hinanden deroppe. Calvin tager et lille anker fra bunden af robåden og binder et reb i det. Så kaster han ankeret op over skibets ræling. Han trækker i rebet for at sikre sig, at ankeret sidder godt fast. Og inden han begynder at kravle op, løsner han slæbetovet til robåden, der forsvinder på havet bag ham. Det tager ingen tid at komme op til vinduerne, og Calvin kigger forsigtigt ind i kahytten. Fire sørøvere sidder omkring et rundt bord og spiller kort. De drikker rom i store slurke og er godt fulde. Deres ansigter er ildrøde, og de hamrer kortene ned i bordet. "HAR! HAR! HAR!" griner tre af dem skadefro. Den største af dem har lige tabt en ordentlig bunke guld. Han vender arrigt snustobakken i munden og spytter en lang, brun klat på gulvet. "Hvis I tror", knurrer han og peger på sig selv med tommelfingeren, "at Tom Krudttønde lader jer vinde så nemt, tager I grueligt fejl." Han ser ondskabsfuldt på de tre andre, der sidder bomstille og stirrer på ham med store, bange øjne. Der er dødstille i kahytten. Det eneste man kan høre er skibets knagen, mens det vugger i bølgerne. Calvin holder godt fast i rebet, lukker øjnene og forsøger at være musestille. Men pludselig hugger skibet i en stor bølge. KRASH! KLIR! Calvins fod smutter på det glatte træværk, så den smadrer gennem en rude. Alle sørøverne springer op, så stolene vælter bag dem. "Hvem der?!", råber Tom Krudttønde. "Ven eller fjende?!" Calvin svarer ikke. Hans fod sidder fast, og han prøver at vriste den fri. "Hvad dælen?!", råber den mindste af de fire fyldebøtter. "Det er Kaptajn Calvin!" De trækker lynhurtigt pistolerne og begynder at skyde mod vinduet. PIUW! KRASH! PIUW! KLIR! Kuglerne splintrer vindueskarmen og smadrer ruderne. Luften er tyk af træ og glas. Calvin får foden fri og svinger sig frem og tilbage, så han er svær at ramme. Og heldigvis er sørøverne så fulde, at de skyder langt ved siden af. KLIK! KLIK! KLIK! KLIK! Der er ikke flere kugler i pistolerne, og Calvin kravler hurtigt videre. Sørøverne bider sammen om deres knive, springer ud af vinduet og følger efter. "Sådan en lille luskefis!", råber Tom Krudttønde. Han er lige under Calvin og hugger efter ham med sin kniv. "Du skal have nogen på frakken!" RISJH! RISJH! Han snitter to flænger i Calvins bukseben. Calvin kravler som en gal, og pludselig hører han en grim lyd. IHR! IHR! Rebet knager faretruende. Det kan ikke holde til dem alle sammen. IHR! IHR! GRSH! Calvin når lige at få fat i rælingen, idet rebet sprænger. "ARGH!" PLASK! Tre af sørøverne falder i vandet, men Tom Krudttønde griber fat om Calvins ben. "Ha!", ler han ondskabsfuldt og holder godt fast. "Så let slipper du ikke, din luskede skibsrotte!" Tom Krudttønde er tung. Calvins hænder glider på rælingen, og han spjætter og spræller for at ryste sig fri. Men Tom Krudttønde holder ham i et jerngreb. "Hiv os op, din slapsvans!", råber sørøveren og kigger bange på det mørke hav langt under dem. Calvin kan næsten ikke mere. Han holder fast med det yderste af fingrene, armene brænder af smerte, og han får sorte prikker for øjnene. GRSH! "Hva' dælen?!" udbryder Tom Krudttønde. Hans øjne bliver store og runde af skræk, for Calvins bukser begynder at revne ved flængerne. GRSH! "NE-EJ!" PLASK! Calvin ser sig over skulderen. Tom Krudttønde fægter med armene i vandet. "Du kan bare vente dig, din glatnakke!", råber han efter Calvin og fægter med sin kniv i luften. "Så kommer jeg til at vente længe!", råber Calvin tilbage og kaster sig over rælingen. Han peger på den lille robåd. "For I skal nemlig ro hele vejen hjem!" Tom Krudttønde bander og svovler i ærgrelse. Sammen med de andre begynder han at svømme den lange vej hen til robåden. Calvin ser sig omkring. Roret er bundet fast, og alle sejl taget ned. Der er ikke flere sørøvere tilbage på Stantons skib. Han skynder sig hen over dækket, helt frem i stævnen hvor slæbetovet går over til agterenden af hans eget skib. Calvin griber fat om tovet med arme og ben og begynder at kravle. Han er hurtigt ovre ved broen på sit eget skib. Den lille Styrmand Freddy står alene ved roret, mens alle de andre holder fest på dækket. Freddy står og synger en hjemmelavet sang. (Melodi: Fra Engeland til Skotland) Så står jeg her alene, det har jeg gjort så tit Mens alle andre fester, det er noget værre skidt Og rom og snustobak det får jeg intet af De andre griner af mig, men det stopper nok en dag Når jeg bli'r stor og modig, og stærk som 20 mand Så skal de bare se, hvor jeg kan hærge sø og land Og rom og snustobak, det får jeg masser af De andre griner af mig, men det stopper nok en dag Freddy har ondt af sig selv og travlt med at styre skibet. Han opdager ikke Calvin, der har godt fat i rælingen. Han går armgang hele vejen rundt langs ydersiden af broen. Henne over dækket giver Calvin slip og hopper ned bag nogle tønder med rom. Han kigger sig forsigtigt omkring. Agginagga er ingen steder at se. Men hans besætning er stadig bundet til stormasten. Sørøverne danser rundt omkring dem og driller. "Ha!" griner Jim Blodfinger hånligt. Han prikker Calvins kok midt i hans tykke mave. "Jeg glæder mig helt vildt til fisketuren i morgen tidlig. Du bliver den bedste madding, jeg har fisket med i hele mit liv." Kokken ryster af skræk, og Calvin gyser ved tanken om sørøvernes fisketur næste morgen. Men han får snart andet at tænke på, for pludselig hører han en lyd ved siden af sig. "HIK!" Calvin vender sig forskrækket. En fuld sørøver dingler usikkert på benene og kigger skeløjet på ham. "Hva' sjørensen er den af makker?", snøvler han. "Sjidder sju her og drikker al rommen ajene, hva'?" Calvin bliver stiv af skræk. Det mærkes, som om hans blod fryser til is. "Æh ... sjig mig lige ensang", snøvler sørøveren og kniber øjnene sammen. "Sjer jeg sjyner, eller er dét ikke Kapsajn Sajvin". Han kigger skiftevis på sit krus med rom og på Calvin. Sørøveren læner sig ned mod ham for bedre at kunne se. "Føj for en død skibsrotte!", råber han og retter sig op. "Det er Kapsajn Sajvin!" Han vender sig for at advare de andre, men snubler i noget tovværk og knalder hovedet i dækket med et brag. De andre sørøvere vender sig efter larmen, og Calvin dukker sig bag tønderne. "HAR! HAR! HAR!", griner Jim Blodfinger. "Benny Romglad kan som sædvanlig ikke tåle mosten." Og så går festen videre med råb og ballade. Calvin kigger på Benny Romglad. De er næsten lige store, og pludselig får han en idé. Han trækker Benny ind mellem tønderne, snupper hans hat, jakke, sværd, pistol og klappen for øjet. Så tager han Bennys cigar og tværer asken ud i sit ansigt. Nu er han lige så beskidt at se på som de andre sørøvere. Faktisk ligner han Benny Romglad på en prik. Calvin lader som om han er fuld. Og med Benny Romglads krus i hånden dingler han henover dækket. Sørøverne skiftes til at file løs på violinen. HUWIUII! HUWIUII! Det lyder endnu værre end før. Nærmest ligesom kridt der hyler på en tavle. Alvin går hen mod stormasten, hvor hans besætning står bundet. Men pludselig bliver han grebet hårdt i skulderen. Han drejer rundt og kigger lige op i øjnene på Jim Blodfinger. "Gys!", tænker Calvin og lader som om han er totalt fuld. Han svajer på benene og gør sig skeløjet. Jim Blodfinger griner over hele femøren. "Tror du ikke, du har fået nok, Benny Romglad?" "Pyha!", tænker Calvin lettet og ryster på hovedet. "Narj, narj", snøvler han. "Sjide god rom." Calvin lader som om, han drikker af Benny Romglads krus. Så begynder han at danse rundt som de andre. Han kommer tættere og tættere på sin besætning. Til sidst stikker han hovedet hen til sin kok, der bliver bange. "Vil du ikke nok lade mig være, Benny Romglad?" trygler han. Calvin løfter klappen fra øjet. "Det er mig, Calvin", hvisker han. Kokken skal lige til at råbe af glæde, men Calvin holder ham for munden. Det ser Jim Blodfinger. "Jah!", råber han. "Giv den fede frikadellesnedker nogen på frakken!" Calvin gør sig skeløjet og griner fjoget til Jim Blodfinger. Så vender han sig igen mod kokken og rynker brynene. "Jeg skal nok få jer fri", hvisker han bekymret. "Men hvor er Agginagga?" "I din kahyt", hvisker kokken. "Stanton har låst hende inde. Hun må ikke komme ud, før hun har lavet abemad til sørøverne." "Okay", hvisker Calvin og går et skridt tilbage. Han prikker kokken lige midt i maven, som Jim Blodfinger gjorde. "Glæd dig tjil sjolen sjår op", råber han højt. "Fisketjuren i morgen bliver dit livs oplevesese." "Nemlig", råber Jim Blodfinger og kigger på kokken. "Dit livs SIDSTE oplevelse!" Alle sørøverne brøler af grin. Calvin trækker sig tilbage gennem flokken, der tumler frem og tilbage omkring stormasten. Han sniger sig hen til sin kahyt, og fra et hemmeligt rum over døren tager han en ekstranøgle Calvin kigger sig over skulderen, men ingen lægger mærke til ham. "Det går totalt nemt det her", tænker han. Så låser han døren op og smutter indenfor. GONG! Calvin mærker et hårdt slag i hovedet og besvimer. Da han vågner igen er alt sort omkring ham. "Var det Stanton", tænker han. "Lå han på lur efter mig hele tiden?" Calvin prøver at komme på benene, men han kan ikke bevæge sig. "Hallo?", stønner han. "Er her nogen?" Et sted langt borte kan han høre Agginaggas stemme. "Calvin?!", hvisker hun fortvivlet. "Du lignede en af sørøverne!" Han begynder at kunne se igen og får øje på en tung stegepande, som Agginagga står med i hånden. Calvin mærker, at en stor bule er ved at vokse frem i panden. Agginagga fortæller, hvad der er sket, siden han gik planken ud. "Og så ville Stanton endda have, at jeg skulle lave abemad til dem", slutter hun vredt. "Men dér blev han klogere, den lange nar!". Calvin kommer langsomt på benene. "Vil det sige, at sørøverne ikke har fået noget at spise endnu?". Agginagga sætter armene i siden. "Tror du måske, at jeg vil varte de blodtørstige banditter op?" Calvin ser sig omkring og får en idé. Han går hen til sit store medicinskab og låser det op med ekstranøglen. "Baldrianrod", siger han med et bredt smil og tager et stort glas frem. "Det er et fantastisk sovemiddel." Agginagga fanger ideen med det samme. "Du er genial, Calvin", siger hun. De låser døren til kahytten, går ned i kabyssen og laver en stor tønde abemad med baldrianrod til de 100 blodtørstige sørøvere. De er lige akkurat blevet færdige, da de hører Stanton låse sig ind ovenpå. De kigger på hinanden med store øjne. Agginagga peger på en tom tønde, som Calvin straks springer op i. Hun når lige at lægge låg på den, inden Stanton kommer ned af trappen. "Nææh", siger han og klapper i hænderne af begejstring. "Så lavede du alligevel abemad til os!" Stanton kalder på sine mænd, der straks slæber tønden op på dækket. De blodtørstige sørøvere jubler højt og spiser abemaden i store, grådige mundfulde. Og det varer ikke længe, før hele banden dratter om på dækket og snorker i vilden sky. Calvin og Agginagga befrier hurtigt skibets besætning. Kokken falder dem om halsen og græder af glæde. Og så bærer de alle 100 sørøvere ned i lastrummet under dækket. Det er hårdt arbejde, og de er ikke færdige før solen står op. Men så er alle sørøverne også sat bag lås og slå. Calvin og Agginagga står på skibets bro og nyder solopgangen. Der blæser en frisk vind, og bølgerne bruser om stævnen. "Skal vi lægge kursen om og komme hjem til Æblefryd?", spørger Calvin og ser Agginagga dybt i øjnene. "Ja", siger hun og lægger hovedet på hans skulder. "Og blive gift." Efter nogle uger kaster de anker i den lille bugt ved Æblefryd. Alle folkene i byen jubler af glæde over at se Calvin og Agginagga. Sørøverne kommer til gengæld i fængsel. Og der er masser af værdifulde tyvekoster om bord på Stantons skib. Selv skibet er stjålet. Så Calvin, Agginagga og hele besætningen får en kæmpestor dusør. Calvin og Agginagga får faktisk så mange penge, at de køber en gård og en masser af jord i Æblefryd. Men inden da holder de et bryllup, der varer i flere dage." (Ny scene: hjemme i køkkenet) "Adder badder", råber Lange Anton og skubber sig væk fra køkkenbordet. "Det er en helt vildt sukkersød slutning. Slog Stanton dem slet ikke ihjel eller noget, da han kom ud af fængslet?!" Morfar lukker det store spænde om den gamle bog. "Nej", siger han. "Da sørøverne kom ud af fængslet, fik de faktisk lov til at købe Calvins skib." "Fik lov til?!" spørger Lange Anton. "Kunne de ikke bare stjæle det?!" "Det kunne sørøverne nok have gjort", siger morfar. "Men Calvin og Agginagga sendte dem frisk frugt og grønsager hver dag i fængslet. Sørøverne var især vilde med tomaterne, som Calvin havde frø med hjem til fra Kokosøerne. Da sørøverne købte skibet, lovede de højtideligt, at de aldrig mere ville stjæle. Og det gjorde de heller ikke. De blev faktisk handelsfolk og sejlede rundt i hele Danmark med de frugter og grønsager, som Calvin og Agginagga dyrkede." Lange Anton hænger på stolen og ser skuffet ud. Han er også en lille smule ked af det. "Jamen hvad så med Stanton?", klynker han. "Det var helt anderledes med ham", siger morfar. Lange Anton lyser op i et smil. "Stanton", fortsætter morfar, "blev øh ... bydreng for Calvin og Agginagga." "BYDRENG?!?", råber Lange Anton og tror ikke sine egne ører. Morfar trækker på skuldrene. "Det er rigtigt. Stanton havde ligesom fået et knæk, da han blev fanget. Han blev aldrig den samme, onde sørøverkaptajn igen. Han ville hellere gå rundt med sin trækvogn og levere frugt og grønt til alle folkene i Æblefryd. Men doven, det var han. Han satte en lille mast og et sejl på trækvognen, så han var fri for at trække den selv. Og når det rigtig blæste, drønede han byen rundt med alle varerne." "Var han lige så hurtig, som vi var på turen i dag?", spørger Lange Anton ivrigt. Morfar ser venligt på ham og smiler. "Nej Anton, han var meget hurtigere. Han var virkelig en bydreng med drøn på." SLUT. Tegninger til farvelægning i hånden (se evt. malevejledningen):   Tegninger til farvelægning på computer (se evt. malevejledningen):      
|
|
| ||||
|
Kræftens Bekæmpelse - Strandboulevarden 49 - 2100 København Ø - tlf. 35 25 75 00 - webmaster@alvin.dk | |||||||
