Alvin og UgiUgi - Kapitel 4
|  |
"Pyh!" sagde Alvin. "Jeg kan ikke hakke ét løg mere."
Tårerne trillede ned ad hans kinder. De trak lange striber i ansigtet, der var helt hvidt af mel. Alvin og UgiUgi havde bagt løgtærter til folkene i æblefryd hele søndagen.
"Er du ked af det", spurgte UgiUgi.
"Nej da", grinede Alvin. "Vi vandt jo konkurrencen i at bage løgtærte."
"Ja heldigvis", sagde UgiUgi og tænkte på den store præmie. "Godt du snød Lange Anton med den skøre opskrift på møgtærte. Ellers havde vi aldrig vundet fjernsynet med alt det nyeste i udstyr."
"Nej", sagde Alvin og sendte UgiUgi et skævt smil. "Og hvis du ikke var et søvnigt sovedyr, havde Lange Anton aldrig bortført dig."
"Sovedyr?", gentog UgiUgi overrasket.
Han kiggede på Alvin, der var hvid af mel fra top til tå. "Du skulle nødigt snakke, sådan som du ser ud."
"Hvad mener du?"
"Du ligner den afskyelige snemand."
4. kapitel:
Vanvittig vandkande |
 |
Meget tidligt næste morgen sætter Alvin og UgiUgi kasser med frugt, grønt og blomster ud foran mosters butik.
"øv!" råber UgiUgi. "Det gamle møg!" Han prøver at vande blomsterne med en rusten vandkande. Men vandet vil ikke løbe ud af tuden.
"Jeg bliver vanvittig af den vandkande!". UgiUgi giver vandkanden et ordentligt spark.
BUING!
Den flyver højt op i luften, tværs over vejen og ned bag de høje buske på den anden side af vejen.
BUING! PLASK!
"Av!" lyder en stemme bag buskene. Alvin og UgiUgi kigger forskrækket derover. En mand kommer frem og tager sig til hovedet. Han er dyngvåd og kigger overrasket på den gamle vandkande.
De har aldrig set manden før. Han har helt sort tøj på og en hvid skjorte, butterfly om halsen og en lang sort kappe med rødt for. På hovedet har han en høj hat.
UgiUgi stiller sig tæt ind til Alvin. "Han ... han ligner en vampyr."
"Du har altså vampyrer på hjernen", siger Alvin og peger på manden. "Se lige, hvad han har i lommen."
UgiUgi kniber øjnene sammen og ser godt efter: "Hey, hvor sejt! Det er jo en tryllestav!"
Manden på den anden side af vejen ser sig omkring og får øje på de to venner. "Er det jeres?", råber han og holder vandkanden frem for sig.
"Ja!", råber UgiUgi. "Og undskyld!"
Tryllekunstneren kommer over til dem. "Det er altså bare fordi, jeg blev vanvittig af den vandkande", siger UgiUgi.
"Det er helt i orden", siger tryllekunstneren. Han vender og drejer den gamle, rustne vandkande. Så smiler han til Alvin og UgiUgi. "Den ser ikke ud af meget, men jeg er sikker på, at den er magisk."
"Magisk?!" spørger UgiUgi og bliver meget nysgerrig.
"Ja", siger tryllekunsteren og sætter vandkanden på jorden. "Se bare her." Han svinger sin tryllestav over den. "Hokus, pokus, filiokus".
Vandkanden begynder at ryste. RRRR!
UgiUgi gør store øjne. Den ryster mere og mere og begynder at snurre rundt om sig selv.
"Er det ikke for vildt, Alvin?!" råber UgiUgi og tripper spændt.
RRRR! PUF! Vandkanden står helt stille. En kridhvid kanin stikker hovedet op af den.
"Nårh, hvor er den sød", siger UgiUgi. "Tror du, den har lyst til morgenmad?"
"Ja", siger tryllekunstneren. "Den er skrupsulten. Og det er de andre sikkert også."
"Øhh, de andre?" UgiUgi og kigger ned i den tomme vandkande. Tryllekunstneren svinger tryllestaven igen, og pludeselig vrimler det op med kridhvide kaniner.
"Jeg ved lige, hvad de skal have til morgenmad", siger Alvin. Han spæner ind i butikken og henter en kasse gulerødder, som kaninerne kaster sig over med stor appetit.
Tryllekunstneren leder i sine lommer, mens kaninerne spiser alle gulerødderne.
"Hva' søren?!", siger han overrasket. Lommerne er helt tomme bortset fra tryllestøv og magiske spillekort. "Jeg har vist glemt mine penge."
"Det er okay", siger UgiUgi. "Vi har masser af dem. Gulerødder altså."
Tryllekunstneren kigger eftertænksomt på Alvin og UgiUgi. Pludselig får han en idé og svinger tryllestaven for tredje gang.
Vandkanden begynder at ryste og snurre.
RRRR! PUF!
Men der sker ikke noget. "Hva?!" siger UgiUgi og kigger skuffet på vandkanden.
Tryllekunstneren blinker til ham. "Stik hånden derned. Du må beholde, alt hvad du finder."
"Okay", siger UgiUgi og stikker forsigtigt hånden ned i den dybe, mørke vandkande.
Der er koldt og klamt dernede. "Adder!", tænker han og bliver også lidt bange. Ganske forsigtigt stikker han hånden dybere og dybere ned i vandkanden.
Og dybere ...
"BøH!"
UgiUgi hopper forskrækket op i luften. "ARGH! HVAD SKER DER?!?!"
PLUMB! Han lander på numsen og får øje på Lange Anton, der kigger frem bag tryllekunstnerens kappe.
"Lange Anton?!" råber UgiUgi overrasket.
"Du er da en mærkelig én", siger tryllekunstneren til Lange Anton. "Synes du selv, det var sjovt?" Men Lange Anton hører ikke efter. Han er ved at dø af grin.
"Ha, ha, ha! I er Så nemme at lave fis med!" Han triller rundt på jorden og holder sig på maven. "Det er så NEMT, at det næsten ikke sjovt mere."
"Hvorfor griner du så?" spørger Alvin.
Lange Anton holder pludselig op. Han rejser sig og børster sit tøj. "Luk æsken, ellers får du nogle bank."
"Og hvem skulle give mig dem?", spørger Alvin modigt.
Lange Anton kigger ondt på Alvin. "Far her", siger han og peger overlegent på sig selv med tommelfingeren.
"Ja, ja. Du lover og lover. Men det bliver jo aldrig til noget", siger Alvin.
Lange Antons øjne lyner ondskabsfuldt. "Jeg skal måske hellere tage din grønne legekammerat under kærlig behandling?"
UgiUgi er stadig så forskrækket, at han helt glemmer, hvor bange han er for Lange Anton.
"Kom bare an!", råber han og truer med en knytnæve. Lange Anton vender sig om og ser hånligt på UgiUgi.
"Dig, din grønne uldtot, tror du virkelig ..." Men pludselig får han øje på to stykker farvestrålende papir, som UgiUgi holder i knytnæven.
"Hey! hvad er det, du har der?"
UgiUgi kigger selv overrasket på papirstykkerne i sin knytnæve.
"Det er to billetter til cirkusforestillingen i aften", siger tryllekunstneren. "De lå i vandkanden."
Lange Anton går hurtigt hen for at snuppe dem, men tryllekunstneren når lige at gribe fat i hans arm. "Nul putte, de er til Alvin og UgiUgi."
Lange Anton kigger misundeligt på billetterne. "Jeg vil også have én.", piber han surt og prøver at trække armen til sig.
"Det får du ikke", siger tryllekunstneren og holder endnu bedre fast.
Lange Anton river og slider. "JAMEN JEG VIL, JEG VIL, JEG VIL!!", råber han og stamper hidsigt i jorden. Han er helt rød i hovedet.
Tryllekunstneren slipper ham forskrækket og træder et skridt tilbage.
"Jeg går ikke, før jeg har fået en billet!" piber Lange Anton og stamper igen.
Tryllekunstneren sukker og tænker sig om et øjeblik. "Okay, okay", sukker han og svinger sin tryllestav over vandkanden. "Hvis vi kan slippe af med dig på dén måde."
RRRR!
Vandkanden begynder at ryste og snurre. Lange Anton gnider sig i hænderne. "He, he, he."
RRRR! PUF!
"Så", siger tryllekunstneren. "Stik hånden ned i vandkanden og tag din billet." Han blinker snedigt til Alvin og UgiUgi.
Lange Anton er alt for grådig og ser det ikke. Han stikker hurtigt hånden ned i vandkanden og rager rundt.
Pludselig får han fat i noget. "Hva' dælen?!" hyler han forskrækket og trækker hånden til sig i en fart.
Han holder om en stor, grøn og slimet skruptudse.
"KVÆK!" Den kigger sløvt på Lange Anton. Slimet driver af den.
"KVÆK!" Lange Anton stirrer på tudsen med åben mund.
Alvin og UgiUgi sprutter af grin. "Kys den", ler Alvin. "Måske bliver den til en rigtig prinsesse!"
ADDER!" hyler Lange Anton og kigger på den ækle tudse. "HVOR KLAMT MAND!"
Han er lige ved at kaste op, slipper tudsen med et skrig og kigger ondt på dem alle sammen. "I kan bare vente jer!", råber han og løber sin vej.
"Nå", siger tryllekunstneren. "Jeg skal hjem og gøre klar til dagens første forestilling." Han letter på sin høje hat. "Tak for gulerødderne."
Kaninerne følger efter ham hen ad vejen, mens Alvin og UgiUgi står og vinker.
Det er en god dag i mosters butik. Alvin og UgiUgi sælger alle løgtærterne og hører ikke mere til Lange Anton.
I god tid inden aftenens cirkusforestilling, går de hen til det store cirkustelt, der er stillet op på en mark i udkanten af byen.
På pladsen foran teltet er der et helt lille tivoli. Der er radiobiler, luftgynger, en spåkone, et skydetelt og en tombola.
Der er også et slidt, faldefærdigt telt lavet af gamle, brune tæpper. På et papskilt over teltåbningen står der:
"TRYLLEKUNSTNER"
Da Alvin og UgiUgi går forbi, kommer en lille kvinde ud fra teltet. Hun er klædt som en arabisk prinsesse fra et eventyr med Aladdin. Hun er hyldet ind i masser af lette slør, så man ikke kan se hendes ansigt - bortset fra en stor, lyserød næse der stikker frem fra slørene.
Alvin synes han har set den lyserøde næse, stikke frem et eller andet sted før. Men inden han kommer i tanke om hvor, begynder kvinden at tale til dem med en underlig lys stemme.
"Ha ha har I lyst til at se et fantastisk trylletrick?"
"Jah!", siger UgiUgi og hiver straks Alvin med ind i teltet.
Indenfor i mørket står en høj, tynd tryllekunstner i noget slidt, sort tøj. Hans kappe er bare et gammelt tæppe. Han har langt overskæg og mørke briller på.
"Wilkommen til, kære fremdede", siger han på gebrokkent cirkussprog. "I will få lov til at være med i en trylle-trik, der hette Den Oversarvedede Dreng."
Foran tryllekunstneren står en lang kasse med en sav ovenpå. Han åbner kassen og gør tegn til den lille kvinde, som tager Alvin i hånden. "Vær vær værsgo at tage plads i kassen", siger hun med sin underlige lyse stemme.
"Jeg kan ikke lide det", hvisker Alvin til UgiUgi. "Der er noget mærkeligt ved den tryllekunstner og hans hjælper. Jeg synes, jeg har set dem et eller andet sted før."
"Hold nu op", siger UgiUgi, der glæder sig til at se trylletricket. "Vi er i cirkus, der sker ingenting."
"Hm, okay", siger Alvin tøvende. Kvinden hjælper ham op i kassen, som tryllekunstneren låser med en hængelås.
Alvins hoved og fødder stikker ud af kassen i hver sin ende.
"Nu har I vel billetter til cirkusforestillingen i aften?", spørger tryllekunstneren.
"Ja, ja", siger UgiUgi og viser dem frem. Tryllekunstneren tager billetterne, kigger på dem og stopper dem i lommen. Så begynder han at save kassen over på midten.
"Hokus, pokus, filiokus." Saven skærer sig længere og længere gennem træet ned mod Alvin.
Tryllekunstnerens hjælper begynder at trippe nervøst. "Je je jeg kan ikke lide det. Er du sikker på, det ikke er fa fa farligt, Anton?"
Tryllekunstneren stopper med ét og stirrer på sin hjælper. "Hvad kaldte du mig?!?" Han glemmer helt at tale gebrokkent cirkussprog.
"U U undskyld", piber hjælperen stille og begynder at snøfte. UgiUgi kigger forskrækket på hende. "Hvem er du egentlig", spørger han mistroisk og river tørklædet væk fra hendes ansigt.
"FREDE?!?" råber UgiUgi forskrækket.
"He, he, he" gnækker tryllekunstneren ondskabsfuldt. Så tager han kappen og de mørke briller af.
"ANTON?!?", råber Alvin. Det løber ham koldt ned af ryggen. Han mærker, hvordan de små hår i nakken rejser sig.
Lange Anton ser ondskabsfuldt på Alvin og begynder at save igen. "Hent en iskold sodavand", siger han til Frede og tørrer sveden af panden. "Jeg får sgu varmen af det her."
Frede smider forklædningen og smutter ud af teltet. Alvin prøver at slide sig fri, men han er helt klemt fast i kassen.
"Denne gang er din rødhårede ven færdig", gnækker Lange Anton ondskabsfuldt til UgiUgi, der står helt lammet af skræk med store tomme øjne. "Eller jeg skulle måske sige vennER, om lidt er der nemlig to. He, he, he." Lange Antons øjne er helt blanke af ondskab.
Alvin mærker pludselig, at saven får fat i hans bukser. "UgiUgi! Du må gøre noget!" UgiUgi hører ingenting. "UGIUGI, Så GøR DOG NOGET!!"
Pludselig er det, som om UgiUgi vågner af en drøm. "Hva?!" siger han og ser sig forskrækket omkring. Men det er ikke en drøm. Det er et levende mareridt.
"GøR NOGET!!", råber Alvin, mens saven får bedre og bedre fat i hans bukser. UgiUgi tænker som en gal, men han kan kun komme i tanke om ét eneste trick.
"Hey Anton! Se lige dér", råber han og peger op i loftet.
Alvin sukker. "Helt ærligt, den hopper han aldrig på."
"Hva'?!", siger Anton og holder en kort pause. Han kigger op i loftet. "Hvad er der?"
UgiUgi springer hen til ham, snupper billetterne fra hans lomme og løber mod åbningen i teltet.
Han vender sig en enkelt gang mod Lange Anton. "Føler du dig snydt nu, din lange nar?"
"Hva' dælen?!" råber Lange Anton og tager sig overrasket til lommen.
UgiUgi smutter ud af teltet. Alvin ruller opgivende med øjnene. "Du er da helt til grin. VIL du bare tabe hver eneste gang."
"Du skal ikke komme for godt i gang. Dig skal jeg nok gøre færdig senere", truer Lange Anton og smutter efter UgiUgi.
Uden for teltet når Lange Anton lige at se halen af UgiUgi, som løber ind i stalden til elefanterne.
TRUUUUT!
UgiUgi stopper forskrækket, da han kommer indenfor og ser de mange kæmpestore elefanter. Stalden lugter så stærkt af tis og elefantmøg, at det svier i næsen. Elefanterne står i to lange rækker med numserne ud mod en smal gang.
"Ha!" lyder Lange Antons stemme pludselig bag UgiUgi. "Så du troede, du kunne slippe væk?!" UgiUgi ser sig forskrækket over skulderen. Lange Anton er langsomt på vej hen i mod ham.
UgiUgi kigger igen på den smalle gang mellem elefanterne. Dyrene fornemmer at noget er galt. De begynder at trippe uroligt frem og tilbage over gangen.
UgiUgi synker spyttet. "Der er kun én vej", tænker han og sætter i løb ned ad den smalle gang.
Lange Anton er lige efter ham. De hopper og springer frem og tilbage op og ned i fuld fart for at undgå elefanternes tunge fødder.
UgiUgi får øje på en elefant længere fremme, der skal til at lægge en stor klat møg. Han løber endnu hurtigere og når lige at komme forbi, så klatten rammer gulvet bag ham.
SPLAT!
Så heldig er Lange Anton ikke. Han skvatter i klatten, falder på numsen og kurer hen ad gulvet.
"Aaaaah!", råber han og braser ind i nogle koste og skovle for enden af gangen.
KLING! PLONGELONG! KLING!
"Det skal du få betalt!" råber han efter UgiUgi, der løber ud af stalden. Lange Anton kæmper for at komme på benene igen.
Ude på pladsen får UgiUgi øje på en mand med syltetøj og flødeskum i hele ansigtet. Han kommer ud fra en cirkusvogn og glemmer at lukke døren bag sig.
UgiUgi løber hen til vognen med Lange Anton lige i hælene og knalder døren i bag sig.
Gys! Nøglen er væk, døren kan ikke låses. UgiUgi ser sig desperat omkring. Han får øje på en tung kommode, som han lynhurtigt skubber hen foran døren. I det samme begynder Lange Anton at hamre løs på den anden side.
"Luk mig ind, din grønne uldtot!
Lange Anton presser håndtaget ned og skubber til døren. Den åbner sig lidt, og kommoden begynder at vippe.
"Denne gang er der ingen udvej. Du kan lige så godt give op!"
UgiUgi ser sig omkring i vognen, men der er ingen andre døre eller vinduer. Det er næsten også helt mørkt, kun en enkelt stribe solskin strømmer ind gennem et lille hul i væggen.
DUNG!
Lange Anton hamrer sin skulder hårdt ind i døren, der åbner sig endnu mere.
UgiUgi kigger op på hullet i væggen. Hvis han strækker sig op på tæer, kan lige få fat i kanten af det.
DUNG!
Kommoden vælter næsten. UgiUgi trækker sig op til hullet og stikker hovedet ud på den anden side.
"åh nej!" stønner han, hullet er alt for lille til hans store mave. UgiUgi må bruge alle sine kræfter for at trække sig igennem.
"Kom nu! Kom nu!", råber han til sig selv. "Du kan godt!"
DUNG! BANG!
Døren flyver op, og kommoden vælter med et brag. Lange Anton springer ind i vognen og er hurtigt henne ved hullet. Men i sidste øjeblik presser UgiUgi sig helt igennem.
PLUMB!
Han falder tungt ned i græsset udenfor. Det svimler for hans øjne, og han ser måner og stjerner.
Lange Anton presser hovedet ud gennem hullet og griner hånligt: "Slog du hovedet, uldtot?"
UgiUgi tager sig til panden. Han forsøger at rejse sig, men alting snurrer rundt, og han falder igen.
"Nårh, det var vel nok synd", vrænger Lange Anton. "Nu skal jeg hjælpe dig op."
Lange Anton prøver at trække sit hoved tilbage igennem hullet. Men han sidder fast.
"Av!" Han prøver at trække sig fri af alle kræfter. "Av for dælen!" Han hiver og puster og stønner, så han bliver helt rød i bærret. Men han kommer ingen vegne.
UgiUgi griner og siger: "Det værste er ikke, at jeg har ondt i hovedet. Det værste er, at jeg ser dobbelt."
"Bare ærgerligt, uldtot!", vrænger Lange Anton og maser endnu mere på.
"Ja faktisk, du er nemlig dobbelt så grim som før."
Lange Anton ser ondskabsfuldt på UgiUgi: "Du kan bare vente dig!"
"Så kommer jeg vist til at vente længe." UgiUgi begynder allerede at få det meget bedre. Han kommer på benene og kigger sig omkring.
"Men du kan jo hygge dig med en ordentlig gang jordbærlagkage, indtil du slipper fri."
Lange Anton ser opgivende på UgiUgi og sukker: "Lagkage? Hallo?! Hvor hårdt slog du egentlig hovedet?"
"Se dig omkring", siger UgiUgi og peger på siden af vognen, hvor Lange Antons hoved stikker ud.
Vognen er malet i en masse sjove farver. Omkring hullet er der malet en klovnedragt, så det ser ud som om Lange Anton er en klovn.
Over hullet står der med store bogstaver:
"KAST LAGKAGER I HOVEDET PÅ KLOVNEN"
"Hva' dælen?!" Råber Lange Anton arrigt. Så opdager han en disk med 20 lagkager ved siden af UgiUgi.
En lille dreng på den anden side af disken står allerede klar med en lagkage i hånden. "Må jeg kaste den nu?", spørger han og lægger en 20'er på disken.
"Ja, kast bare", siger UgiUgi. Drengen tager tilløb og kaster lagkagen af alle kræfter.
KLASK! SPLAT!
Lagkagen splatter totalt ud i hovedet på Lange Anton. "Hold op!", piber han. Men da folk opdager, hvad der foregår, stiller de sig i kø for at kaste med lagkager efter hele byens plageånd.
UgiUgi rækker tunge efter Lange Anton, som sprutter og skummer af raseri. "Du kan vente dig! Når jeg får fat i dig, så ..."
KLASK! SPLAT! Lange Anton bliver ramt igen. KLASK! SPLAT! Og igen.
UgiUgi går tilbage for at befri Alvin fra kassen. Han finder en stor hammer og giver hængelåsen et ordentligt drøn.
GUING!
Alvin åbner kassen og sætter sig op. "Det var tæt på", siger han og stikker fingrene gennem stoffet, hvor saven fik fat i bukserne. "Lange Anton bliver mere og mere led."
"Kom", siger UgiUgi og tager Alvin i hånden. "Forestillingen begynder om lidt."
Alvin hopper ned på gulvet og ser sig omkring i teltet. "Hvor er Lange Anton henne?"
"Ham skal du ikke tænke mere på i aften", siger UgiUgi.
"Nå, har Peter Politimand fået fat i ham?"
"Næh", siger UgiUgi og smiler skævt. "Men lige nu har Lange Anton ikke andet end lagkage i hovedet."
SLUT.
Tegninger til farvelægning i hånden (se evt.
malevejledningen):

Tegninger til farvelægning på computer (se evt.
malevejledningen):

Spørgsmål til dette kapitel
Næste kapitel